Tom Kristensen

”Det er Knud, som er død”:

 

Var jeg en Rype i Dag, løfted jeg Vingen til Slag,

fyldte jeg Lungen med Luft og fløj baade Nat og Dag

over et vinterligt Hav som sortner bag hvidligt Skum,

gennem den mørke Decembers skyomtumlede Rum.

 

Kun som en Rype i Storm, Kastebold for al Blæst,

men med et Uvejrs Budskab fløj jeg da mod Nord-Vest.

Hjertet sprængfærdigt af Smerte, maned jeg saa fra mit Bryst

Sangen, der snart som et Uvejr tuder langs Grønlands Kyst.

 

Videre skulde den tone over den halve Jord,

følge Kamikkernes Fodtrin og Slædernes smalle Spor,

tude i Hudson-Bugten helt ud til William’s Land,

hviske i hver en Boplads langs Jordens yderste Rand.

 

Alle hans gamle Venner skulde da ruskes af Blund,

Pilekvisten og Klaringen, Auá med den snehvide Hund,

alle de skønne Piger med brede og skinnende Smil

skulde forvirret staa op og glemme det sorgløse Hvil.

 

Alle skulde de vækkes. Sorgen er knap begyndt.

Snart skal den brede sig ud til Alaskas fjerneste Pynt.

Den store Fortryller er død! Den store Troldmand er død!

Hørte I alle min Sang? Forstod I, hvad den betød?

 

Øer og Lande og Floder ligger med Islænker lukket.

Glæden, som varmed jer alle, den brændende Glæde er slukket.

Frys, som vi andre fryser i Dag uden Ild og Glød,

for nu er han død. Det er Knud, som er død.

 

Forstaar I?

 

PS. Digtet kan findes i min digtsamling Mod den yderste Rand fra 1936.

21. december 1933