Trekantshandlen

Forretning

I 1600- og 1700-tallet var det en udbredt tanke i Europa, at et land helst skulle sælge mere til andre lande end det selv købte. Varerne fra den nye verden var meget eftertragtede hos Europas rigeste, og dermed opstod ideen til plantager i udlandet. En plantage er et område, hvor man dyrker for eksempel tobaksplanter, sukkerrør, og frugttræer. Hvis man selv producerede varerne på plantager og sejlede dem hjem til Europa, behøvede man nemlig ikke at købe dem af andre.

En del af tanken var også at skabe mere arbejde inden for sit lands grænser. Varerne fra den nye verden blev derfor ofte først bearbejdet i Europa. Eksempelvis blev det rå vestindiske rørsukker bearbejdet i Danmark til det mere kostbare hvide sukker. Det skabte arbejde og velstand i særligt København.

Om bord

Rejsen over Atlanterhavet tog typisk 5-6 måneder, og forholdene om bord på skibene var forfærdelige. Der var beskidt, og maden, der bestod af gryn, bønner og flæsk, var ofte gammel. Slaverne lå samtidig meget tæt. På et typisk slavedæk blev en mand tildelt 180 x 40 cm i et rum, der kun var 65 cm i højden. Sygdomme kostede både mange slaver og besætningsmedlemmer livet.

Som led i kampen mod slavehandlen skrev en tidligere slave i 1789 om sit liv som slave. Om livet om bord skriver han: ”Snart blev jeg anbragt under dæk, og der fik jeg sådan en hilsen i min næsebor, som jeg aldrig før i mit liv har fået. Den modbydelige stank og skrigeriet gjorde mig så syg og svag, at jeg ikke kunne spise eller havde den mindste lyst til at smage noget”.

Kompagni

Et kompagni er et handelsselskab, der har fået særlige fordele i forhold til at handle med varer fra fjerne egne. Tilladelsen fik kompagniet fra kongen. For at få disse fordele havde kompagniet typisk nogle pligter. Blandt andet var det kompagniet, der udsendte embedsmænd og officerer til de områder, hvor der blev handlet.

Et kompagni opstod ved, at kongen, adelsmænd og købmænd lånte kompagniet penge til rejsen. Når skibene med varer kom tilbage, og varerne var solgt, fik man sine penge tilbage - hvis man var heldig fik man endda flere, fordi varerne var så populære, at de kunne sælges dyrt. Hvis skibene ikke kom tilbage, mistede kongen, adelsmændene og købmændene deres penge.

Vestindien

Det populære sukker kom fra sukkerør, der kræver et varmt klima for at gro. Et sådan klima fandtes i netop Vestindien, hvor Danmark i 1672 grundlagde en koloni på den ubeboede ø Sankt Thomas.

Efter nogle hårde første år kom produktionen af sukkeret i gang, og i 1718 besatte danskerne den lille ø Sankt Jan, som England ellers havde gjort krav på. I 1733 købte kompagniet øen Sankt Croix af Frankrig. Øerne kaldte man samlet for Dansk Vestindien.

Som i Afrika var det i starten et kompagni, der stod for Danmarks aktiviteter. Kompagniet delte øerne op i plantager, som blev solgt til danskere eller andre europæere. Nogle plantageejere bosatte sig på øerne, mens andre boede i Danmark. De havde i stedet en forvalter til at stå for plantagen.

De tre øer

De tre øer var meget forskellige. Sankt Thomas var bjergrig og stejl, og jorden blev hurtigt udpint af at blive dyrket. I stedet blev det byen Charlotte Amalie (opkaldt efter den danske dronning), der blev øens særkende.

Sankt Jan blev opdyrket med tobak, bomuld og sukker, men øen var lille og som Sankt Thomas stejl og bjergrig.

Størsteparten af den danske sukkerproduktion kom derfor til at foregå på Sankt Croix, der var helt flad og dermed ideel til plantagedrift.

Den største befolkningsgruppe på øen var slaverne. I 1755 var der 14.977 slaver og 1.841 frie indbyggere på øerne. I 1797 var 32.213 slaver og 4.480 frie.

Plantager

Den typiske plantage var på 110 tønder land. Størstedelen af plantagen bestod af marker til sukkerdyrkning, men der var ofte også lidt græs og skov. En endnu mindre del var lagt ud til have, hvor man dyrkede grøntsager. Hver plantage havde sin egen mølle og et kogehus, som blev brugt til at behandle sukkerrørene. Produktionen af sukker krævede meget arbejdskraft, der blev leveret af afrikanske slaver. På en middelstor plantage var der ofte 150-200 slaver, der boede i en landsby ikke langt fra kogehuset. Plantageejeren og/eller hans forvalter boede typisk i et herskabshus.

De fleste slavers hverdag bestod af hårdt arbejde i sukkerrørsmarkerne. Der skulle både luges, plantes og høstes. Derefter skulle sukkerrørene køres til en sukkermølle, hvor man pressede saften ud af rørene. Saften blev herefter kogt og renset i plantagernes kogehus, inden det rørsukker, der var tilbage, blev sendt til Danmark. Slaverne var en del af ejerens formue og havde ingen rettigheder. Gjorde de ikke som der blev sagt, blev de straffet.

Maron

Slaverne havde kun få muligheder for at undslippe livet som slave. Det lykkedes for enkelte at opnå status som ’frinegre’. Det var især børn, som en hvid mand havde fået med en slavinde. Andre flygtede ud i vildnisset eller til nærliggende øer. De slaver, der flygtede, kaldte man ”maron”. Blev en maron fanget, skulle der ifølge en bestemmelse ske følgende:

”De maronnegre, som fanges og som har været maron i 14 dage, skal bringes til fortet og der piskes med 150 slag eller mere. De som har været maron i 12 uger eller er løbet maron flere gange, skal (…) miste et ben, og de som har været maron i 6 måneder skal straffes på livet, såfremt deres mester ikke vil benåde med det ene ben”.

Oprør og ophør

I 1847 besluttede Danmark gradvis at afskaffe slaveri. Slaveriet skulle ophøre efter 12 år, men alle nyfødte skulle være frie med det samme. Den lange udsigt til at blive frie var for meget for slaverne på de danske øer, og i sommeren 1848 bredte der sig et stort oprør på Sankt Croix. Plantageejerne flygtede med deres familier ind bag fortets tykke mure, og situationen var så spændt, at den danske guvernør Peter von Scholten valgte at oplæse en erklæring: ”Alle ufrie på de danske vestindiske øer er fra dags dato frigivne”. Det betød, at slaveriet var ophævet, og at alle slaver på de danskvestindiske øer var frie.

Salget

Efter slaveriets afskaffelse fortsatte man med at dyrke sukkerrør, men det var vanskeligt at skaffe arbejdskraft til det hårde arbejde på plantagerne. Samtidig faldt prisen på sukker, fordi man i Europa var begyndt at lave sukker af sukkerroer. Efterhånden blev plantagerne nedlagt, og øerne blev fattigere og fattigere. Efter en folkeafstemning i Danmark valgte den danske regering i 1917 at sælge øerne til USA. Befolkningen på øerne blev ikke spurgt. Øerne hedder i dag US Virgin Islands, der på dansk betyder ’Jomfruøerne’. Mange by- og gadenavne bærer fortsat danske navne, og flere danske bygninger står endnu.

Handel med slaver

Forterne

Danmark havde flere forter i Vestafrika. Formålet var at sikre handel med de lokale konger og høvdinge. Handlen stod et dansk kompagni for. Området blev kaldt Guldkysten, da europæerne her kunne bytte sig til guld og elfenben. Varerne man byttede med, var tekstiler, metal og ikke mindst våben. Fra omkring 1700 begyndte handlen med slaver til Vestindien af få større betydning.

I 1792 besluttede Danmark at forbyde slavehandlen fra 1803, og spørgsmålet var derfor, hvad man skulle stille op med forterne i Afrika. De fleste af de danske forter blev nedlagt, og i 1850 solgte Danmark de sidste til England.

Området i dag

Guldkysten hedder i dag Ghana, og det danske hovedfort, Christiansborg, ligger der endnu. I dag kan man stadig se de kældre, hvor slaverne opholdt sig. Fortet er nu bolig for Ghanas præsident.

Slaveejerne

Under trekantshandlen blev København et vigtigt handelscentrum. Handelen var en meget indbringende forretning for købmændene i København. De formuer, som sukkeret gav, blev bl.a. brugt på en hel ny bydel, Frederiksstaden.

I Frederiksstaden byggede mange af de familier, der tjente penge på trekantshandlen, store palæer. Flere af palæerne står der endnu. Det gælder blandt andet Charlottenborg og det tre etager høje Schimmelmanns Palæ, der ligger i Bredgade.

Familien Schmimmelman ejede fire plantager i Vestindien. Familiens overhoved, Ernst Schimmelmann, var Danmarks største slaveejer med ca. 1000 slaver under sig.

Vestindisk Pakhus, der blev bygget som lager for varerne fra Vestindien, ligger stadig ved Frederikstadens havnekaj. I dag kan man stadig se et af de gamle hejseværk, der blev brugt til at få varerne ind på pakhusets øverste etager.

Portræt med page

En måde at vise sin rigdom på var ved at anskaffe sig en tjener eller en barnepige fra øerne, og det kom på ”mode” at lade sig portrættere med sin afrikanske eller vestindiske page, dvs. en tjenestedreng eller pige. Flere valgte også at lade sig male med varer fra de fjerne egne, og ses for eksempel med en kop te eller kaffe i hånden.

Slut med slavehandel

I 1792 besluttede man i Danmark at afskaffe handlen med slaver. Handlen skulle fortsat være tilladt helt frem til 1803, så man kunne nå at importere nok slaver til fortsætte arbejdet i mange år fremad. Med forbuddet blev Danmark det første land, der afskaffede slavehandlen.

Hovedmanden bag forbuddet var Ernst Schimmelmann, hvis familie ellers var Danmarks største slaveejer. Som finansminister støttede Ernst Schimmelmann blandt andet et forsøg på at lave plantager i Vestafrika, hvor arbejderne fik løn i stedet for at arbejde under tvang.