Arkiv

Historiedysten havde sin succesfulde debut i 2011, hvor der blev dystet på livet løs fra d. 5. september til 11. oktober. Mere end 16.000 elever fra skoler fordelt over hele landet deltog i dysten, med masser af gå-på-mod og kampgejst.

Det Nationalhistoriske Museum blev stiftet i 1878 af brygger J. C. Jacobsen, grundlæggeren af Carlsberg. Den 2. september sidste år ville bryggeren være fyldt 200 år, og det blev markeret på museet med udstillingen "Patriot og Verdensborger - Brygger J.C. Jacobsen 200 år" og Historiedysten. Bryggerens kongstanke med museet var at levendegøre danmarkshistorien for alle danske borgere - ikke mindst for den yngre generation. Sigtet med lanceringen af Historiedysten var en videreudvikling af denne levendegørelse og blev et succesfuldt forsøg på at fange den yngre generations opmærksomhed

Historiedysten 2011 var bygget op omkring hovedtemaet MAGT. De tre undertemaer målrettet; 3-4. klasse, 5. - 6. klasse og 7. - 9. klasse var:

Christian 4. - valgkonge

 

Statskuppet 1660 - enevælde

 

Grundloven - demokrati

Temaet lå fint i forlængelse med folketingsvalg i efteråret 2011 og var med til at understøtte en refleksion over vores samfunds opbygning både før og nu.

 

Efter 1. runde blev de 30 bedste klasser fra hver klasse-gruppe udvalgt. De skulle som samlet klasse komme med kreative løsninger på de opgaver, som blev stillet i 2. runde. Museet modtog de følgende to uger et vælg af malerier, collager, plancher, film og videoklip med utrolig flotte og produktive bud på, hvordan historie også kan opleves og formidles. Ud af de 90 klasse blev 9 klasse valgt til at deltage i den store finale på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

 

Finalen

Den 11. oktober blev den store Historiedyst-finale afholdt på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Over 250 elever fra hele landet besøgte museet den dag. Finalisterne kom fra nær og fjern - alle dele af Danmark var repræsenteret. Eleverne brugte første del af finalen på at gennemføre et historieløb, hvor opgaver af forskellig art skulle løses. De to bedste klasser fra hver klasse-gruppe dystede herefter mod hinanden i den nervepirrende finale i Riddersalen, hvor museets direktør og inspektører fungerede som strenge, men retfærdige dommere.

Du kan se billeder fra finaledysten her.

 

Vinderne

Efter en nervepirrende finale i Riddersalen mellem dygtige og vidende elever kunne vinderne af Historiedysten 2011 kåres med pokal og flotte præmier. Vinderne blev:

3.-4. klasse, temaet Christian 4.:                  4. a fra Korsvejensskole i Kastrup

5.-6. klasse, temaet Statskuppet 1660:        6. a fra Brenderup og Omegns Realskole i Brenderup

7.-9. klasse, temaet Grundloven:                 9. a fra Hastrup Skole i Køge

Du kan se billeder af vinderne her.

Alle bøger, som blev uddelt som præmier, var gavmildt sponsoreret af Gyldendal Uddannelse.